Kuld B
Så kom de endelig !
4 flotte tøser!! Alle med fin vægt og huld. De vejede fra 269 g til 325 g. Dutte klarer det hele så flot. Mor Dutte er træt, og det er vi andre også!
30/8-08
Hvalpene trives rigtig godt!
Ikke en af dem har tabt sig, og de vejer nu - 6 dage gamle - fra 511 g - 617 g.
Det er næsten en fordobling af fødselsvægten. Det må være det rene piskefløde Dutte har.
Dutte har det også godt. Hun spiser alt, hvad hun får serveret, og sover udenfor kassen, jeg tror det er for varmt for hende at ligge hos hvalpene hele tiden.
Amy har været inde i stuen og kigge på hvalpene, men når hun får blikket af Dutte, kan hun godt se, at det er bedst at fordufte igen - gerne lidt hurtigt!
Så hun fjumser rundt, og kan ikke forstå, at hendes mor ikke rigtig gider lege med hende. Men det må vi så bare gøre. Det er lidt forvirrende for hende, og da hun også er i løbetid nu, så går hormonerne lidt grassat.
4/9-08
Det går rigtig godt med hvalpene.
De har næsten 3 doblet deres vægt, og de får så meget mælk, at det bobler ud af næsen, når de bevæger sig - så der er virkelig tale om optankning.
Små sprækker afslører, at det ikke varer længe, før øjnene titter ud, og så varer det heller ikke længe, før hørelsen kommer med.
Stadig er der minimal pasning for os - Dutte klarer det hele, men om få uger, er det os, der tager over! Så er det Duttes tur til at slappe af!
Så skal vi til at gøre rent og fodre, skifte tæpper flere gange dagligt, kramme, nusse osv.
21/9-08
Nøj, hvor der sker meget nu!
Vi har haft en kedelig uge. Vores menneskemor har slet ikke været hjemme, for hun har været på kursus, og vi har været forkølede, så vi har fået antibiotika og varmelampe - det er rigtig kedeligt, atjuh og øv!
Men i fredags skete der endeligt noget godt! Vores menneskemor kom hjem, og hun sagde, at uha, nu var det vist tid til at få sat noget op, hun kalder hvalpegården. Og hun sagde også, at vi skulle til at have noget fast føde, hvad mon det er?
Hvalpegården viste sig at være hammersjov! Nu har vi fået rigtig meget plads! Så vi gider slet ikke være i fødekassen mere. Nu prøver vi at fræse rundt og lege. Vi har også fået stemmer, så nu har vi fundet ud af at knurre og gø ad hinanden. Vi kan også slåsse - det er sjovt!
Det er bare svært at styre alle 4 ben. Dem der sidder foran vil fremad, men dem der sidder bagpå vil baglæns, så plask - så ligger man ned, så det øver vi os meget i at få styr på.
Fast føde var godt nok noget mærkeligt noget! Vores menneskemor har lavet noget, hun kalder blendet hvalpemad. Hun siger, at det er det bedste, vi kan få, men hun har vist aldrig smagt vores mors mælk. Og uden fast føde har vi alligevel taget godt på. Vi bliver vejet hver dag, og nu vejer vi ml. 1,3 -
1,4 kg.
Vi kan ikke rigtig finde ud af, hvad man skal med det der hvalpemad. Man bliver våd og griset til, når man står oppe i det. Men det smager også lidt sjovt. Når vi så er færdige med at lege i det, så kommer vores egen mor, og vasker os - ahh, det er hyggeligt!
I næste uge siger vores menneskemor, at vi skal have noget, hun kalder ormekur! Det er vi spændte på!
Hej, hej - vi skriver snart igen!
29/9-08
Hej allesammen!
Nu siger vores mennesker, at vi bare er rigtig, rigtig søde. Nu er vi bevidste på omverdenen, og kommer når de kalder, og de siger vi er dygtige, fordi vi går ud på aviserne, når vi skal tisse, øh næsten hver gang, altså!
Vi spiser også vores mad selv, og vi står ikke mere oppe i skålen og spiser.
Næh, nu står vi i en fin rundkreds om den og smovser.
I dag har vore menneskemor givet os det dersens ormekur, bvadr, føj og en masse grimme ord, som vi ikke må sige! Men hun siger, at det skal vi altså have. Ellers får vi mange orm i maven, puha det lyder heller ikke rart.
Vi har fået en ny legekammerat. Hun hedder "tante" Amy. Egentlig er hun vores halvsøster, men hun er bare en rigtig sjov "legetante". Hun kravler rundt sammen med os, og vi må gerne bide i hende - hun bider ikke engang igen! Kun for sjov, men aldrig hårdt. Hun er bare rigtig skæg. Meget sjovere end vores egen mor - hun er nemlig kedelig. Vi render også lidt rundt i huset nu. Hold da op verden den er stor. Men hvis vi bliver væk, så sætter vi os bare ned og hyler, så kommer der en og redder os.
Der har været nogle søde mennesker og besøge os. De siger, vi skal bo hos dem, når vi er gamle nok. Gud ved, hvad det mon betyder??
Vores menneskemor siger, at det finder vi ud af, når vi er blevet lidt ældre. Indtil videre bliver vi i vores mors trygge favn.
|
|