Kuld A

Dutte´s hvalpe!

De har været undervejs længe – meget længe!
Første gang vi parrede Dutte, gik hun tom, og da der er 7 mdr. mellem hendes løbetider, kan det jo godt have lange udsigter. Der er flere grunde til, at vi gerne vil have hvalpe på Dutte. Dels har hun en spændende afstamning, og dels ville vi rigtig gerne have en tævehvalp efter hende, da hun har utrolig mange kvaliteter.

Vi har været rundt og se mange dejlige hanhunde, inden vi fandt ham, vi gerne ville parre med. Kravet var, at han skulle være black and tan og helfarvet, da vi gerne ville have en black and tan tævehvalp selv, og han skulle naturligvis leve op til de gængse krav, når det gælder avl. Valget faldt på Ebony´s Bailey i daglig tale kaldet Eddie. En ung og i avl uprøvet hanhund, men han havde alt det, vi satte pris på, og så må det afprøves. Glæden var derfor stor, da hun igen kom i løbetid.

Der er flere billeder af hvalpene under vores fotoalbum.

Vi valgte at komme med hende i god tid, så hun kom over til Eddie på allerede på 7-8 dagen, så de kunne gå og vænne sig til hinanden inden parringen. Hun blev derpå parret 3 gange, og så hentede vi hende hjem igen.

Vi havde på forhånd allieret os med vores dyrlæge, som gerne ville scanne hende en gang om ugen, så da Dutte var 3 uger henne, fik vi hende scannet første gang. Det er tidligt, og det var derfor ikke sikkert, at vi kunne se noget, men det kunne vi! Så jubelen ville næsten ingen ende tage. Både første og følgende scanninger viste i hvert fald 3 fostre, selvom man jo ikke må tælle (vi må gerne, men dyrlægen gør det af princip ikke).
Ifølge parringstidspunktet skulle Dutte nedkomme 15. januar, så det var bare at vente.

Fredag d. 11. januar 2008 om aftenen blev Dutte urolig og halsende. Vi havde været i byen og spise, og da vi tog af sted, var hun helt normal, men 3 timer senere var hun i gang.

Vi sov i stuen, da vi troede, at så var det nok nu, at vi skulle se resultatet, men der skete ikke noget. Hun fulgte os overalt, og peb, hvis vi gik ud af rummet, men det var det. Hele lørdag gik med veer og halseri, men stadig skete der ikke noget yderligere. Ingen presseveer. Først lørdag aften ved 20. tiden, tog veerne til, og hun begyndte at presse, men der var langt mellem presseveerne, og de var ikke særligt kraftige.

Langt om længe var første hvalp helt fremme, og vi kunne se fosterhinden. Hold da op, den var stor. Ikke mærkeligt, at den tog lidt tid om at komme ud. Vi måtte hjælpe lidt til, når der kom en presseve. Den var såmænd nok kommet ud alligevel, men havde måske ikke været i live. Så vi hjalp hende lidt. Og langt om længe efter et stort pres og et skrig kom han halvvejs ud kl. 22.03.

Med det samme begyndte Dutte at gøre ham ren, selvom han ikke var helt ude. Han fik lidt massage og varme, og så var han i fuld vigør.
Han var ruby med en lille smal hvis blis og han vejede – hold godt fast 320 g. Det er næsten det dobbelte af normalvægten som ligger fra 170 – 230 g. En ordentlig kleppert.

Næste hvalp kom med numsen først kl. 23.20. Hende hjalp vi også forsigtigt ud – egentlig drejede vi hende bare, da Dutte havde en presseve, og vupti så var hun ude uden en lyd fra Dutte. En tricolour tæve på 268 g, så det var igen en flot stor hvalp med i øvrigt rigtig pæne aftegninger.
Rosinen i pølseenden blev Morten mindste mand på ”kun” 252 g. født kl. 00.05 En blenheim han også med pæne aftegninger.

3 smukke hvalpe i hver sin farve. Mærkeligt som det kan forme sig, når vi nu egentlig gerne ville have haft en black and tan tæve, men sådan er naturen nu en gang indrettet. Og det allervigtigste er, at alle hvalpene er sunde og robuste, og at Dutte har det godt.

Dutte´s hvalpe 1 - 3 uger gamle

Hvalpene trives helt fantastisk. Som man kan se på vægtskemaet, så tager de rigtig meget på, så Duttes mælk må være supergod. De bliver passet og plejet, vendt og drejet, vasket og nusset, men vi er også ved at få vores gamle Dutte tilbage. Den første uges tid lå hun mest hos hvalpene, men derefter gik hun mere og mere fra dem. Jeg tror det er for varmt for hende at ligge hos dem hele tiden, og de sover jo stort set 23 timer i døgnet – kun afbrudt af måltiderne. Nu vil hun gerne ligge hos mig og putte indimellem, så det er rart. Hun vil også gerne med på en lille gåtur, så hun får nogle andre dufte og indtryk. Det gør hende glad.

24. januar begyndte hvalpene at kigge ud af små sprækker, som gradvist bliver større og større. De begynder også at bevæge sig mere rundt i kassen.

De ” snakker” mere! Men så sover de igen. Om en god uges tid begynder de for alvor at rykke. Det bliver rigtig spændende. Så må hvalpekøberne også komme på besøg. De glæder sig selvfølgelig også til at se dem live.

30. januar:

Fantastisk! Efter 18 dage, hvor hvalpene bare har sovet og spist, har de fra den ene dag til den anden rejst sig på benene, og stavrer nu rundt. De er selv kravlet ud af kassen i dag, så nu har vi sat hvalpegården op, så vi har lidt styr på dem. De tøffer rundt og reagerer også på vores tilstedeværelse nu.

Dutte´s hvalpe 4 - 7 uger gamle

4. februar:
Hvalpene er begyndt at lege – med lyd og det hele! De knurrer, småbjæffer og futter rundt så godt de kan. Det er altså svært at styre 4 ben samtidig, så indimellem vil forbenene frem, og bagbenene tilbage, og ja, så vælter man!

Men det går bedre og bedre. I dag har de fået nippet spidserne af neglene på forpoterne. De var sylespidse, og de river Dutte, så nu har de fået lidt manicure. Det har Dutte vist sat pris på.

6. februar:
I dag har vores menneskemor givet os noget mærkeligt noget, der hedder ormekur – bvadr……. Fy for den lede! Hun siger, at sådan noget skal man have, når man er små hvalpe, men vi synes, hun er rigtig dum, ja! Og så har hun endda sagt, at vi skal have det 2 dage mere – måske er vi nødt til at lægge en slagplan, så vi undgår attentatet ;-( 7. februar ØV! Slagplanen virkede ikke. Vi fik ormekur igen, og puha – det smager stadig dårligt. Nu er der heldigvis kun en dag tilbage, så vi kan ligeså godt få det overstået.

8. februar
bvadr… nu er det så heldigvis overstået for denne gang.

21. februar:
Nu er der virkelig gang i os. Vi GIDER ikke at være i hvalpegården mere… Så når vi vågner, sidder vi henne ved tremmerne og skriger rigtig højt, indtil de dersens tobenede kommer styrtende, fordi de tror, vi sidder fast eller har fået rykket et ben af eller noget andet farligt. Haha… det virker hver gang! Så sidder vi nemlig der og ”griner” og vil ud og lege. Så løfter de os op, og sætter os ned på noget, de kalder gulvet. Puha, det var ret svært i starten. Vores ben faldt ud til alle sider, og plask, så lå vi på maven. Men efterhånden har vi lært ikke at skøjte rundt. Nu kan vi både løbe og stå på det. Vi har også nogle sjove nogen inde i munden. Vores menneskefamilie kalder det for sylespidse tænder. Det er rigtig skægt. Når man åbner munden, og griber fat om noget, så bliver det hængende i munden, og de der sylespidse. Så hyler de op, hvis det er deres næser, der sidder fast, jubiii.

Vi hænger os også fast i hinanden nu. Det er sjovt, når det går ud over de andre – så hyler de også op, men når det går ud over en selv, øv så gør det altså ondt, av! Det er ikke spor sjovt.

Vores mors mælk er stadig det bedste i verden, men vores menneskemor siger, at nu er det altså på tide at smage på noget andet, så hun giver os opblødt hvalpefoder. I starten synes vi ikke det var egnet til hundeføde, men det vinder ved nærmere bekendtskab – især når det ene ikke udelukker det andet.

Vi får stadigvæk mælk, mums! Udover at bide i hinanden og lege fangelege, leger vi også med legetøj, og vi har prøvet at tygge i noget, de kalder tyggeben. Det er også sjovt – især når man kan stjæle det fra de andre eller mor ;-)) Vi vokser dag for dag, og vi bliver dygtigere og dygtigere til alting.

Vi har også fået officielle navne, hvad det så end betyder?
Menneskemor kom i hvert fald ind med et brev fra Dansk Kennel Klub og sagde, at nu havde vi fået officielle navne. Underligt navn, Officiel..? Nå, men vi fandt da heldigvis ud af, at vi ikke skulle hedde officiel. Men vi er kommet til at hedde:
Cavaqueens Amazing Amy, Cavaqueens Amazing Amadeus og Cavaqueens Amazing Alladin.

Det lyder farligt fint, og det er vi altså ikke hele tiden – i hvert fald ikke når vi spiser mad – der kunne vi godt bruge en klud eller to ;-))

26. februar
Tiden flyver af sted, og vi er ved at være superdygtige. Vi kommer (næsten) hver gang vores menneskemor kalder på os, og vi elsker at være sammen med mennesker – jo flere jo bedre!

Kram og leg er det sjoveste her i verden. Vi har prøvet at være med udenfor i haven. Den var godt nok stor, og det var også noget, de kalder koldt. Men der var plads til at løbe og lege, og det var hyleskægt! Men så kom menneskemor – den lyseslukker – og sagde, at små hvalpe som os, ikke måtte være udenfor andet end kort tid ad gangen, øv!!

Bvadr, nu skal vi til det igen, ormekur! Menneskemor har netop sagt, at nu er det nu, hjælp! Men denne gang smagte det slet ikke grimt. Hun havde puttet det ned i noget, hun kalder A38, og det er noget, vi kan lide. Så slurp… nu kan vi såmænd godt lide det alligevel… til hvert ifald ;-) På fredag skal vi ud at køre i bil. Vi skal til noget vores menneskemor kalder for dyrlægen. Vi skal vaccineres og chipsmærkes og godkendes af dyrlægen. Chips det lyder godt – mon det er noget, der kan spises??

10. marts
Nej, de kunne ikke spises! Snøft…

Det var faktisk ret sjovt ovre hos dyrlægen. Alle ville snakke med os og kramme, og det er noget, vi kan lide. Vi fik også kiks, uhm!! Og vi fik et stik og et prik, AAAVVVVVV..! Men det var hurtigt overstået. Dyrlægen sagde, at vi var rigtig fine, og hun klippede vores kløer. Hun var rigtig sød, ja!

Det er mange dage siden, at vi har givet vores menneskemor tid til at skrive. Vi skal nok sørge for at holde hende beskæftiget. Vi GIDER ikke stå inde i hvalpegården – så vi skriger højt, indtil hun kommer, men hun kan godt være skrap, for hun siger, at vi skal lære, at hun ikke kommer hver gang, vi kalder. Det gør heller ikke noget, for så kommer menneskemors børn bare, og de er bare SÅ sjove. Vi elsker dem!! Og de er rigtig sjove at lege med, og vi kommer med ud i haven, hvor vi pisker rundt og leger, og indimellem gemmer vi os, så bliver de bange, og kalder på os og leder efter os. Vi har masser af mod på livet, så der må jo gerne ske noget, når man nu er en frisk lille hvalp, der gerne vil undersøge verden, ik!!

Vores menneskemor har opgivet at veje os – sidste gang da vi var hos dyrlægen vejede vi mellem 2,2 – 2,4 kg, og det er rigeligt, siger hun! Vores egen vægt derhjemme siger bare BIP, når vi sætter os op på den. Gad vide hvad det betyder?

I morgen skal vi flytte hjemmefra. Vi ved ikke hvad det betyder, men det lyder spændende. Vi skal ud og bo hos nogle andre søde mennesker, siger vores menneskemor. Og hun siger også, at de andre søde mennesker glæder sig rigtig meget. Vi ved jo ikke rigtig noget om det endnu. Menneskemor siger, at vi får et tæppe med, som lugter af vore mor og søskende, og hun har lovet, at vi må komme på besøg, når vi vil.